National Park Skjern Å 2010
Dette bidrag til Land Art projektet ved Skjern Å vil forholde sig til, nej, faktisk være en prædikestol ”med højt til loftet” og tænkes at skulle placeres ved Kong Hans’ Bro. Rent faktisk var det stedet selv, der – en sen nattetime efter besøg på stedet – gjorde opmærksom på, at det eneste korrekte at opstille ville være en prædikestol.
”Prædikestol med højt til loftet” bliver en skulptur, der måler l.: 3 m. x h.: 2. 10 m. x b.: 1,10 m. og vil blive fremstillet i corten-stål, der ruster på den smukkeste måde. Den rustrøde farve vil relatere sig særligt godt til den græsgrønne, der dominerer området mange måneder om året og skulpturen vil med denne farve undgå at skabe visuelt støj i området. Skulpturen behøver desuden ikke at rejse sig meget i området (med sine 2,10 m.), fordi landskabet er så fladt. Skulpturen er tænkt til at være i et enhedsmateriale (corten-stål), da materiale-sammensætning evt. ville kunne forvirre begreberne i retning af rest af eller rekonstruktion af kirke (- har der stået en kirke her?)
På Vestkysten er der højt til loftet i næsten konkret og dog metaforisk forstand. Vestkyst-rummet rummer en egenart og indgyder en følelse af bjergtaget andægtighed. Man bliver stille.
At blive stille står på sin vis i kontrast til en prædikestol. Prædikestolen er almindeligvis karakteriseret af, at det er herfra, der tales Guds ord til en menighed. Og ikke mindst på vestkysten er Guds ord blevet talt, igennem tiderne – hårdt og fordømmende, puritansk og pietistisk. Til andre tider forsonende og formildende.
Det, at ordet har kunnet høres i kirkerummet skyldes ofte en lille, fysisk og konkret genstand, nemlig den såkaldte lydhimmel eller baldakin, en auditivt virkende og lyd-retningsbestemt forstærker. I forhold til ”Prædikestol med højt til loftet” er der ingen lydhimmel, ingen baldakin, hvilket også betyder, at man kan stille sig op på ”prædikestolen”/i skulpturen og råbe ”fuck!” Spørgsmålet er om nogen vil høre dig? Og i sidste ende om den gængse forestilling om sømmelig optræden i det offentlige rum gør det muligt at stå og råbe her – eller om vestkysten som sådan, udsigten (og indsigten?) vil gøre dig tavs og stille, måske mane til eftertanke og refleksion?
Skulpturen har en bagside, som er den væg, hvorpå prædikestolen er fæstnet – på forsiden. Dette, at en skulptur har en bagside, går imod det gængse, at en skulptur skal fungere 360 grader rundt. Principielt skal man kunne se en skulptur fra alle vinkler. Det kan man også med ”Prædikestol med højt til loftet”, hvis bagside er som et stort lærred eller billede. Et rustent billede, en stor flade.
Når man kommer om på bagsiden af skulpturen, står med hvid skrift mod den rustne rød-brune: ”Alting har en bagside.” Ret banalt og alligevel med en dybere mening; der refereres selvfølgelig til skulpturens konkrete bagside, men også til bagsiden ved kulturen og naturen. Skriften ”på væggen” er på en og samme tid prunkløs og alligevel monumental af karakter. Også mennesket, der ikke kan kigge over skulderen på sig selv, har en bagside, men til gengæld kan det se fremad – også fra ”Prædikestolen med højt til loftet” – ud over indbegrebet af Vestkyst, ud over historiens onde og gode gerninger, ud over landskabets horisontale og vertikale linjer – kort sagt – ud over.
