Skulpturen – fremtidens instrument

Kan en skulptur være et instrument?

Bjørn Kromann-Andersen skaber instrument-skulpturer, krydsninger mellem genstande og instrumenter, himstregimser og forfinede konstruktioner. Skulpturerne har ikke bestemte funktioner, men vækker mange associationer, både til fortidens glemte redskaber og fremtidens ukendte rekvisitter.

Instrument-skulpturerne kræver beskuerens engagement, men får de det, borer de nye tunneler i hjernens store labyrint.

Kan en skulptur afsløres?

Skulpturerne mødes i tre grupper, hver især med deres egen struktur, som sætter forskellige historier i gang: Synlig, men dog skjult. Omsluttet af en hård kappe, stikker indmaden ud. Som en slange på vej ud af sin ham, eller som når man presser stenen ud af en moden blomme. Det indre holdes i skak af det ydre. Skulpturen vrider sig fri af skallen som en bille, der kaster sit skjold. Det, der før var den beskyttende hinde, bliver til et vedhæng, som kernen prøver at vride sig fri af, men moderskulpturen vil ikke slippe taget i sit afkom. En spinkel navlestreng tvinger de to dele sammen.

Skulpturen smyger sig hen over skulpturen som en blind termit, der afsøger sit territorium. Enheden har mistet sin jomfruelighed og lever i flere dele. Delene hænger alligevel uløseligt sammen i et symbiotisk hele. De danner et par, som fungerer trods modsætninger. Det konkave forenes med det konvekse, det hule med det buede f.eks. Skulpturen åbner sin håndflade og løsner sit greb.

Kan en skulptur forføre?

Der kæles for øjet og fingerspidserne i de smukt og omhyggeligt forarbejdede skulpturer. De forfører og drager, men ved koncentreret iagttagelse opdager du, at værkerne bringer dig i en ny situation: Umiddelbart føres du hen af deres taktile præcision og tilsyneladende skarpe symmetri. Derpå anfægtes din fortrolighed. Du troede, du så og forstod det hele. Hvad er egentlig meningen, hvor kommer formerne fra? Hvordan skal de forstås? Du ønsker en forklaring, men får den ikke. Tværtimod pirres og forundres du. Det nærmeste, du kommer et svar, er en rebusfase, som ikke duer. I en tid, hvor kunstbarometeret står på omskiftelighed og opløsning, beviser Bjørn Kromann-Andersens skulpturer, at den stille refleksion ikke er skyllet væk i strømmen af hurtigt-snakkende oplevelseskultur. Hans skulpturer anmoder, trodsigt og overbevisende, beskueren til tænkende tavshed.
Line Helene Bak, kunsthistoriker