Civilisationskritik
Bjørn Kromann-Andersens landskabelige univers rummer diverse civilisationskritiske artefakter og referencer.
””Killer” kaniner” kalder Klaus Højbjerg installationen Skyder haren er jeg dødi ”Kunstavisen”, 17. sept. 2012 og siger, at Bjørns
”urtepotter i bronze kan, bevogtede af bevæbnede kaniner som de ofte er, fremstå som små Fort Knox. Titlen Skyder haren er jeg død antyder på humoristisk vis, at den tæmmede natur, der er begrænset til urtepotten måske alligevel ikke er helt ufarlig.
Måske er det naturen, der indskrænket til dette rudimentære landskab påbegynder en guerillakrig eller måske er kaninen os selv, en lille ligusterfascist, der forsvarer det private landskab.”
En lille ligusterfascist eller bevogter af ”the last frontier”. Vi er de sidste dages vilde kaniner med meget lange våben. I øvrigt er der vist tale om harer og ikke kaniner. Der er dog forskel.
Knud Højbjerg skriver videre: ”Kromann-Andersen har også installeret en kæmpeurtepotte. Det er fristende at kravle op ad stigen (obs. – det er den ikke lavet til!) for at udforske det landskab, man kan forestille sig potten gemmer: Poesien i et diminutivt landskab er dragende, måske for nogen så dragende, at man føler sig fristet til at trække stigen op og bevæbne sig for at forsvare sit habitat.”
Nogles habitat er den vilde natur, andres habitat er parcelhuset, der forsvarer sig mod indtrængende blikke ved at lade lyset blinke klart, men koldt og pudse facaden. Installationen Bomb dem ind i helvede! Er dedikeret til de børn, hvis tarv er blevet forvaltet ondt bag lukkede og låste døre. Selv hvis man bryder ud af parcelhuset, mødes man ikke af friheden, men tvinges til at vandre rundt i en lukket labyrint, der giver sig ud for at være en have. Der udefra ser ud som en have.
Lykkes det én at bryde ud, befinder man sig i Mirakelskoven – et stinkende helvede af forlorenhed. Bilens beklumrede atmosfære er sprunget ud af bilen og har udskiftet det egentlige landskab. Det rigtige træ er udskiftet med det falske, som dog er en gengivelse af et træ. Hvis vi skulle være i tvivl om, hvad skoven dufter af, så er den frisk: ”Skogfrisk”. Det står der selv.
Slipper man ud af huset og haven, så ender man altså i Mirakelskoven. Her vil vi imidlertid slet ikke kunne se skoven for bare træer.
Måske går vejen til friheden igennem en urtepotte.
Mary-Ann Kromann-Andersen, cand.mag.
KunstCentret Silkeborg Bad
19 Januar – 23 Juni 2013
Marianne Thingholm