Kunstcenter Silkeborgbad 2005 Med kunstergruppen Kontekst
Bjørn kortlægger barndommens indre og ydre landskab, og tidsperspektivet manifesterer sig i Bjørns installationer, når det ”før-voksne” univers i skovene modstilles med den voksnes ånd i bur! Tidsligheden er altså et systematiserende princip; vi er tilbage i barndommens land med myriader af spruttende og kvækkende frøer og en solitær og ophøjet hare, men det er alt sammen nu oplevet med den voksnes bevidsthed.
Illusionen om skov repræsenterer altså den første natur, naturen som det spontane og umiddelbare men også den anden natur. Det sker når skoven rykker indenfor på Silkeborg Bad. Når skoven rykker ind bliver den kultur – ligesom vi for længst er blevet kultur.
Tidsligheden betyder i nuet, at der i hver enhed i værkerne er et før, et nu og et måske. Før er barndommen i sig selv, og nuet er kunstværket, hvor før og nu er indbygget i hinanden. (Måske er fremtidens mulighed). Dette ændrer før, eller sagt på en anden måde, der føjes et lag, en yderligere dimension til virkeligheden eller hukommelsen.
Erindringen af den spontane natur er fastholdt i illusionen, samtidig med at installationen insisterer på at være materiale bestående af artefakter. Dette tvinger beskueren til at se med et doppeltblik, altså på én og samme tid at se illusionen om, hvad man ser, og det man rent faktisk ser.
Man kunne sige, at erindringen er lyssætningen på værket.
Bjørn systematiserer og kortlægger altså forskudte barndomserindringer, som vel også kan betragtes som noget ambient, noget vi ”omgiver” os med, og skaber dermed et følsesmæssigt og mentalt landkort eller geodætisk kort.
Barndommens perspektiv udbredes med rudimentære rester af Rembrandsk landskab med hund – incl. Ugle, for her involveres ikke blot den konkrete barndom men også kunstens og perspektivets barndom på en stemningsmættet og let humoristisk måde.
Lene Marie Dideriksen
Mary-Ann Kromann-Andersen
2005
Mary-Ann Kromann-Andersen
2005
