I sammenhæng med Land Art Event 2010 har Bjørn Kromann-Andersens opgave været at bidrage med et værk med arkitektoniske kvaliteter, som udfordrer den mere klassiske Land Art-tradition for at anvende naturmaterialer.
’Prædikestol med højt til loftet’ hedder værket ved Skjern Å. Den står i det storladne flade deltaområde ved Kong Hans Bro. Skulpturen måler l.: 3 m. x h.: 2. 10 m. x b.: 1,10 m. og den er fremstillet i corten-stål, der ældes på en måde, så den rustrøde farve spiller smukt op til den ’græsgrønne’, der dominerer området mange måneder om året
Man kan tale om ’højt til loftet’ i konkret og i metaforisk forstand. Der er ’højt til loftet’ ved vestkysten, landskabet der er netop karakteriseret ved det store himmelrum over det fladestrakte land, det er dets egenart og det indgyder en følelse af begejstring og andægtighed. Man bliver stille.
At blive stille står på sin vis i kontrast til en prædikestol. Prædikestolen er jo netop en talerstol: Det er herfra, der tales Guds ord til en menighed. Prædikestol med højt til loftet er placeret i et område, som gennem mange år har været præget af trakasserier mellem gammel- og nytestamentlige trossamfund, for på vestkysten er Guds ord blevet talt, igennem tiderne – hårdt og fordømmende, puritansk og pietistisk. Til andre tider forsonende og engerende for fællesskabet og rummeligheden.
Det, at ordet har kunnet høres i kirkerummet skyldes ofte en lille, fysisk og konkret genstand, nemlig den såkaldte lydhimmel eller baldakin, en simpel forstærker, der hjælper lyden i den rigtige retning. I forhold til Prædikestol med højt til loftet er der ingen baldakin kun den ægte himmel. Under den kan du råbe så højt du orker. Spørgsmålet er om nogen vil høre det? Og i sidste ende om den gængse forestilling om sømmelig optræden i det offentlige rum gør det muligt at stå og råbe her – eller om landskabet som sådan, udsigten (og indsigten?) vil gøre dig tavs og stille, måske mane til eftertanke og refleksion?
Skulpturen har en bagside, som er den væg, på hvis forside prædikestolen er fæstnet. Dette, at en skulptur har en bagside, går imod den grundide, at en skulptur skal fungere som sådan hele vejen rundt. Principielt ser man på en skulptur fra alle vinkler. Det kan man også med Prædikestol med højt til loftet, men bagsiden er som et stort lærred eller billede, som når det ældes og ruster, med tiden bliver et landskab i sig selv.
På bagsiden af skulpturen, står der med hvid skrift på den rustrøde flade: ”Alting har en bagside.” Ret banalt og alligevel med en dybere mening, refereres der selvfølgelig til skulpturens konkrete bagside, men også til bagsiden ved kulturen og naturen. Skriften ”på væggen” er på en og samme tid prunkløs og alligevel monumental af karakter. Også mennesket, der ikke kan kigge over skulderen på sig selv, har en bagside, men til gengæld kan det se fremad – også fra Prædikestolen med højt til loftet – ud over indbegrebet af Vestkyst, ud over historiens onde og gode gerninger, ud over landskabets horisontale og vertikale linjer – kort sagt – ud over.
Prædikestol med højt til loftet vil skabe mulighed for nye historier og ritualer i det store flade landskab ved Kong Hans Bro. Der vil kunne holdes udendørs gudstjenester og bryllupper. Der kan synges og danses og enkeltpersoner kan bruge stolen til handlinger, taler og bønner af mere privat karakter.
Tekst: Mary Ann Kromann Andersen og kurator Trine Rytter Andersen
