Projektet “New Stars”
”New Stars” er en sammenhængende udsmykning, der består af dels en udendørs skulptur ”UFO” og dels en indendørs udsmykning af 11 nicher ”New Stars”.
Ejstrupholm skole er en skole, der benytter tidssvarende undervisningsmetoder og investerer i ny teknologi, i en lille kommune med ca. 1700 indbyggere. Man tænker altså stort i den lille by og man forbinder sig med resten af verden – ja, måske resten af universet.
Titlen på projektet henviser til en dobbelthed, dvs. dels til indskolingsbørnene som de nye stjerner. Hvert barn er en stjerne, også dem med ADHD, Asbergers Syndrom og Tourette, jf. skolens inklusionsarbejde. Men i projektet er der også tale om konkrete, nye stjerner og andre astronomiske forhold. Det astronomiske tema er igangsættende på flere planer og måder og det knytter sig til en tretrinsraket, der består af læring (viden), eventyr (magi) og kunst. Projektet er i næsten Kierkegaardsk forstand tænkt både æstetisk, etisk og religiøst, i mangel på et bedre ord – ikke hos Kierkegaard, men her!
”New Stars,” del 1, udendørs skulptur ”UFO”
”UFO” er en skulptur i glasfiber, plexiglas og stål. Der monteres energineutrale solceller og led-lys i skulpturen, sådan at den lyser med et blålilla lys, nedenunder og i enkelte punkter på overfladen. Om dagen vil ”UFO” lyse svagt og den vil lyse kraftigere om natten og dermed fremstå med to forskellige karakterer. ”UFO” er placeret ovenpå bakken i hjørnet ved skrænten ved legepladsen (se oversigtskort for nærmere placering) og er en skulptur, der i formsproget mimer forestillinger om ufoer. Skulpturen er ca. 6 m. i diameter, hvilket vil sige, at den forholder sig til kroppens proportioner, sådan at identifikation med ”den rejsende” er mulig. Der er ikke tale om en farlig eller destruktiv, men venlig, ja næsten humoristisk ufo, der associerer til tegneserieverdens eventyr. Samtidig vil en ufo altid være en smule mystisk og grænseoverskridende, men den bløde og runde karakter er vigtig, da ”UFO” skal placeres tæt på en legeplads. Midt i ”UFOs” cockpit er der vand – og dermed liv! Der er en blå væske, der bobler en anelse. ”UFO” forbinder læring, eventyr og kunst med særlig vægt på det fantastiske og det eventyrlige, men også på kunsten. ”UFO” er og bliver jo netop et kunstværk og ikke en ufo og også på den måde smelter fantasi og virkelighed sammen.
”New Stars,” del 2, farvesætning samt motivvalg til nicher
De 11 nicher står i galakse- og stjernefødslernes tegn. Nicherne farvesættes ud fra nogle primære farver som ses på udvalgte billeder fra Esa, dvs. European Space Agency eller Europæisk Rumfarts Organisation og organisationens teleskop Hubble. Farverne i nicherne er varme blå og lilla. Denne farvesætning foretages også ud fra en forestilling om, at farverne har en beroligende og afstemmende effekt. I et bestemt antal af nicherne, f.eks. de 6 største, klæbes et stort print på folie på væggen af Hubble-optagelser, f.eks. ”New Stars Shed Light on the Past”, sådan at stjernebilledet kan ses udefra og lokke til nærmere beskuelse/trække beskueren/eleven ind i nichen. Billederne fra Hubble er motivisk store og voldsomme, men også på samme tid uendelige og sært beroligende. De animerer til stille meditation eller blot et interesseret blik – eller en lille drøm om en rumrejse. Om ikke andet så i fantasien. Hubble-billederne er ultimative billeder og de ønskes ikke omsat til andet medie f.eks. maleriet. Billederne er det, de er, stærke æstetiske udtryk for noget stort. Og de kan bibringe én en næsten religiøs oplevelse. I de nicher, hvor der er stjernebilleder, farvesættes resten af nichen efter stjernebilledets karakter. Det holdes åbent i hvor mange nicher, der placeres stjernebilleder og også om nicherne hver skal rumme en stor pude til at sidde på, holdt i samme farve som nichens vægge. Nicherne forbinder læring (viden), eventyr og kunst med vægt på indsigt og viden og naturens æstetiske frembringelser. Samtidig giver nicherne mulighed for retræte og ”bevidsthedsudvidende” beroligelse. Hubble-billederne stilles i øvrigt til rådighed (i ”astronomisk” stor opløsning) af Esa, kvit og frit til gavn og glæde, blot ophav nævnes, hvilket gøres på printet på foliet, i højre hjørne sammen med angivelse af, hvad billedet forestiller.
”New Stars” er en hyldest til fantasien og udviklingsmulighederne.
Ny kærlighed til viden og indsigt, til nære steder og fjerne stjerner
Herfra hvor min verden går – ikke i indsigtsbegrænsende forstand, ikke fordi jeg kun vil det nære, men jeg går her, jeg går i skole her, jeg ser træerne springe ud i foråret her, stå i fuldt flor om sommeren her, miste deres blade om efteråret og danne mørke, grafiske mønstre mod en gråhvid himmel om vinteren.
Året rundt går jeg mod skolen og jeg trives og vokser og lærer om en større verden som bringes ind i mit klasseværelse og i mit sind og jeg tænker på at verden er stor, selvom min by er lille og at byen alligevel er stor, fordi den har forbindelse med resten af verden.
Jeg åbner min computer og verden ligger åben for mig. Jeg søger viden både i dybderne og i højderne. Noget understøtter mig og jeg rækker armene op og svajer i vinden.
Jeg snakker med de andre og de andre snakker med mig. Indimellem snakker vi i munden på hinanden og vi støjer og og løber rundt og griner. Andre gange bliver jeg stille indeni og kravler ind i et lillebitte rum for at sidde lidt og kigge ud på de andre eller for at sidde og kigge lidt ud af vinduet i mit rumskib, der rejser til jordens indre eller det ydre rum.
En lille historie om at gå i skole i Ejstrupholm
Tak til
GODSBANEN www.godsbanen.dk EM Fiberglas www.em-fiberglas.dk Mary-Ann Kromann-Andersen
ESA http://www.spacetelescope.org/ NASA http://www.nasa.gov/